Tilbageslag for ytringsfriheden
Af: Bjørn Borup
Irland vedtog i starten af juni måned (2009) en lov der forbyder krænkelser af religiøse følelser. Overtrædelser af loven kan medføre en bødestraf på op til 25.000 Euro.
Jeg undrer mig over hvad der har fået de Irske politikere til at vedtage denne lov (kaldet blasfemi-loven). I følge The Guardian er der ingen irske religiøse ledere endsige andre befolkningsgrupper, der har efterspurgt en sådan lov.
Men jeg kan tydeligt se det grusomme spøgelse fra terrorangrebet i New York samt tog-terror sagen i Madrid og Muhammed-krisen i denne sag. Også under Muhammed-krisen var der i Danmark folk der mente at dansk lovgivning skulle strammes så det blev forbudt at krænke religiøse følelser. Det blev gudskelov ikke til noget.
Det er dette spøgelse, der nu har været med til at skabe en latent angst blandt den vestlige verdens politikere, der med en sådan lov vil forsøge at holde de religiøse gemytter i ro.
Men sagen er at en sådan lovgivning er diskrimerende mod ikke-religiøse. Hvorfor skal religiøse mennesker og organisationer omfattes af særligt beskyttende love i et moderne demokratisk samfund og ud fra hvilke argumenter gør disse religiøse institutioner og personer sig fortjent til denne særstatus?
Det er et voldsomt tilbageskridt for ytringsfriheden, når enkelte organisationer og personer får særbehandling, særligt når det drejer sig om et så udsvævende begreb som ‘religiøse følelser’. Enhver ikke-religiøs person, der har prøvet at diskuttere med meget religiøse mennesker ved at der ikke skal mange kritiske spørgsmål til før religiøse mennesker kan føle sig krænket og stødt.
Faktisk vil jeg vove den påstand at jo mere religiøs man er jo lettere føler man krænket fordi ens identitet og selvbillede er skabt af religionen. Når religionen kritiseres, hånes eller latterliggøres opleves det som et angreb på hele ens personlighed.
Så meget desto vigtigere er det at ytringsfriheden (friheden til at være kritisk både gennem debat og humor) også omfatter religiøse personer og organisationer da det er igennem fri, kritisk dialog/debat at vi som moderne verdsligt demokrati konstant skal udfordre de religiøse dogmer – både hos enkeltpersoner og hos religiøse organisationer og institutioner.
Som verdsligt orienterede demokratiske humanister er vores vigtigste (og eneste) våben mod religionernes dogmatisme og fundamentalisme netop stædigt at fastholde vores konstante kritiske og frie dialog med ‘de frelste’ og ‘de hellige’.
Læs også den engelske historiker A.C.Grayling’s leder i The Guardian
‘Religions don’t deserve special treatment’
Tags: politik, Religionskritik, ytringsfrihed