Den seneste tids debat om hvorvidt Straffelovens paragraf 266b (kaldet racismeparagraffen) skal ændres eller helt afskaffes indeholder et interessant dilema for alle som mener at vores demokratiske samfund bør bygge på universielle frihedsrettigheder.

På den ene side kan jeg godt se pointen i at ingen skal dømmes ved deres ord, men kun ved deres handlinger.  At alle har ret til at ytre deres mening – også selv om den kan være nok så formørket og antidemokratisk - er for mig at se en af demokratiets og selvfølgelig ytringsfrihedens vigtigte grundprincipper. 

Jeg er også overbevidst om at intolerante, hadske og racistiske udtalelser bedst bekæmpes gennem argumenter og kritisk dialog og ikke gennem lovgivning.

Dertil kommer at racismeparagraffen ikke i sig selv afskrækker folk fra at have racistiske eller andre formørkede holdninger. Tværtimod kan sådanne strømninger i samfundet opfatte det at blive dømt for brud på racismeperagrafen som et ‘andelsmærke’ eller et martyrium, der kan bestyrke den ‘forfulgte’ og dennes trosfæller i deres sammenhold mod det etablerede samfund.

Disse argumenter taler for en afskaffelse eller lempelse af racismeparagraffen. Men lad os lige tage et kik på et par historiske tilfælde, hvor en racismeparagraf måske kunne have gjort en forskel. 

Kristensdommens europæiske historie er nemlig fyldt med eksempler på at forfølgelse og vold mod minoritetsgrupper og andre folkeslag altid starter med at disse grupper dæmoniseres gennem opflammende skrift og tale.

De spanske erobrere af ‘den ny verden’ kunne i 1400-1500-tallet  ikke have udplyndret, terroriseret og slavebundet de sydamerikanske indianere, hvis ikke de systematisk – med den katolske kirkes aktive støtte – havde dæmoniseret indianernes oprindelige levevis.

Eller et par hundrede år senere kunne de protestantiske nybyggere i nordamerika ikke have fordrevet de nordamerikanske indianerstammer fra deres jord uden at de forinden havde dæmoniseret indianernes oprindelige levevis, som nomader på prærien. Nybyggerne var protestantiske Calvinister, der mente at man som rettroende havde en hellig pligt til at dyrke jorden.

Heller ikke europæernes forfølgelser og massakre på de jødiske minoriteter i de europæiske byer i årerne fra midt i 1500 tallet helt frem til 1800 tallet kunne ske uden en konsekvent hadsk propaganda. En del af amunitionen til jødehadet kom fra kirkefaderen til den evangelist-lutherske kirke Martin Luther da han i 1543 udgav Om Jøderne og Deres Løgne. Bogen er en af de største kilder til antijødiske citater og tager som udgangspunkt at gud definerer jøderne som en ond hore.

Martin Luther havde oprindelig håbet at omvende jøderne i Tyskland til kristendommen, men blev med tiden stadig mere hadsk mod dem. Allerede da han i 1528 fik et maveonde af at spise kosher-mad, mente han, at det var et jødisk komplot for at tage livet af ham. Han foreslog også flere gange at kosher-fødevarer skulle forbydes i alle kristne lande.

Mange af de racistiske citater og holdninger til den mosaiske religion eller jøder som sådan, der tillægges andre, kommer således fra Martin Luther.

Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da disse ikke er andet end en Satans-rede, hvori der kun findes Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv. Og hvorsomhelst du ser eller hører en Jøde undervise, da tænk kun, at der hører du en giftig Basilisk, hvis Udseende alene er nok til at forgive og dræbe Folk.

Og i sin afslutning skriver han, før han opfordrer til at fordrive alle jøder, efter at have rost den kristne messias:

En saadan Messias har vi Kristne og takker Gud Faderen i vore Hjerters overstrømmende Glæde for al hans Barmhjertighed. Efter en saadan Messias spørger Jøderne og Tyrkerne ikke, og hvad skulde de med ham? De maa have en fra Slaraffenland, der mætter deres stinkende Bug og lader dem dø som en Ko eller en Hund.

I Tyskland blev bogen selvfølgelig et velkomment grundlag for nationalsocialisternes/nazisternes legitimering af antisemitismen, der førte til Holocaust. Danske nazister har siden genudgivet Jøderne og Deres Løgne yderligere to gange.

Derfor viser blot et par enkelt nedslag i kristensdommens historie at racismeparagrafen en historisk nødvendig del af ytringsfrihedens begrænsning. Uden denne begrænsning af ytringsfriheden bliver denne frihedsret til en frihed uden et etisk/moralsk ansvar for sine medmennesker (uanset hvilken kultur, race eller religion de tilhører). Det individuelle ansvar der følger med ytringsfriheden må og skal derfor også afspejles i loven, fordi Danmark er en retsstat, hvis grundliggende pricipper bygger på love. 

En racismelov ville – hvis den havde eksisteret i 1543 – havde forhindret at Martin Luther kunne have fået offentliggjort sine hadske, racistiske ytringer mod jøderne. Måske ville det have betydet at flere millioner jøders liv var blevet reddet. Hvem ved?

Spændende historisk thriller

Lykken er sommerferie. Jeg var i Spanien med familien og mens børnene plaskede rundt i poolen nød jeg at have tiden til at fordybe sig i en god bog.  

Maastricht 1665. Trediveårskrigen raser i Europa. Den protestantiske by er omringet af spanske katolske tropper. Indenfor bymuren er en spansk bestialsk morder på fri fod og spreder skræk og rædsel. En politisk intrige er under opsamling. Kan Maastricht ofres - og kan en enkelt mand – tolken Evan Sharpe – nå at rede byen fra at blive indtaget af spanierne?

Bogen er skrevet af den hollanske forfatter Wouter Van Maastricht og den giver et stærkt billede af hvordan kirken og religionernes indbyrdes magtkamp fyldte meget i de små europæiske bysamfund før den europæiske oplysningstid (ca. 1690-1780) for alvor lagde grunden til opgøret med religionens magt over de europæiske befolkninger. Kampen om Maastricht mellem de hollanske protestanter og spanske katolikker var en benhård magtkamp om folks sjæle og om økonomisk og politisk magt.

Bogen giver også sit bud på at troen levede stærkt i befolkningens indre psykologiske forestillingsverden. Tanker om synd, fortabelse, og Guds dom i det hinsides var tanker, der styrede det enkelte menneskes liv og gerninger og var dermed også almindelige samtaleemner for datidens byboere, der brugte religionen til at fordømme og sladre om byens ‘anderledes’ beboere (fx. jøderne).

Alt i alt en meget læseværdig og spændende bog – stopfuld af historisk viden som man bliver klogere af….

AF: Bjørn Borup

Efter at have studeret resultaterne fra adskillige videnskabelige undersøgelser konkluderede det anerkendte amerikanske Cochane Institut i maj måned (2009), at forbøn ikke har nogen positiv effekt på dem, som forbønnen bliver rettet mod. (Kilde: Cochane’s forskningsdatabase)

For mange religiøse mennesker er forestillingen om at kunne gå i forbøn for sine medmennesker en vigtig del af deres tro. Tanken om, at den troende med sin forbøn kan gøre en positiv forskel for et sygt medmenneske, er sympatisk, men desværre helt uden rod i virkeligheden.

Forbøn har været en kendt tradition indenfor Kristendommen siden religionens tilblivelse og bliver i dag praktiseret af langt de fleste kristne trosretninger. Bønnen efter prædikenen ved gudstjenesten skal således fungere som en forbøn for mennesker i nød, for kongehuset og samfundets ledere.

Med forbønnens lange tradition kunne man forstille sig imponerende resultater. Derfor har kristne da også været optaget af at kunne dokumentere de forventede positive efekter af forbøn. I 2006 gennemførte John Templeton Foundation (kristen finansieret forskningsfond) en omfattende undersøgelse af forbønnens forventede positive effekter.

1800 by-pass patienter indgik i undersøgelsen. Patienterne blev inddelt i tre grupper. Dem der blev bedt for, men som ikke vidste det (gruppe 1), dem der ikke blev bedt for (gruppe 2) og dem der vidste, at der blev bedt for dem (gruppe 3). De bedende startede dagen inden operationen og fortsatte deres bønner to uger efter operationen. De bedende bad alle den samme bøn om succesfuld operation uden komplikationer (kilde: Times 31. marts 2006). 

Resultatet var overraskende. 52% af medlemmerne i gruppe  1 og 2 led af komplikationer efter operationen. Altså ingen forskel på helbredet for den gruppe, der blev bedt for og den gruppe, der ikke blev bedt for. Imidlertid led hele 58% af patienterne i gruppe 3 af komplikationer.

Forskernes konklusion var entydig. Der kunne ikke påvises nogen effekt af forbøn. Der kunne derimod påvises en negativ social effekt af forbøn, fordi patienterne i gruppe 3 oplevede det som stressende under deres sygeleje, at der blev bedt for dem. 

I maj måned 2009 konkluderede så det anerkendte Cochrane Institute  – efter at have studeret en række internationale studier af forbøn med deltagelse af i alt over 7000 personer  -  at der ikke kan påvises nogen effekt af at ‘gå i forbøn’ for syge mennesker.

Cochrane Institute konkluderer, at de anser denne sammenfatende rapport for et endegyldigt videnskabeligt resultat, der bør medføre at der ikke bruges flere forskningsmidler på dette emne (kilde: Epiphenum forskningsdatabase).

På trods af den dokumenterede manglende effekt bliver der ‘gået i forbøn’ som aldrig før. Cand. theol Per Mollerup skriver sågar på religion.dk, da en læser spørger om forbøn nytter; “Det tyder al erfaring på, ellers ville det ikke være så udbredt en skik. Mange har fortalt mig om situationer, hvor forbøn helt klart synes at have haft en positiv virkning. Og jeg mener selv at have oplevet det flere gange”.

Det faktum, at forbøn er så udbredt, er jo ikke ensbetydende med, at det virker. Fordi mange børn tror på påskeharren, er det vel heller ikke ensbetydende med at den findes?

Per Mollerup fortsætter uanfægtet sin udredning om forbønnens saliggørende effekt ved at stille spørgsmålet; “Men hvordan virker forbøn for personer, som ikke er til stede, og som måske slet ikke ved, at vi beder for dem? Jeg ved det ikke, men erfaringer viser, at også denne forbøn kan være værdifuld. Det er ikke alle åndelige forhold, vores intellekt evner at forklare, somme tider må vi “nøjes” med at bygge på erfaringen”.

Nu kender vi Cochrane Institutets undersøgelse, og derfor kan hr. Mollerup i dag svare entydigt, at forbøn ikke har noget effekt på den eller de personer, som forbønnen er rettet i mod.  Det ville klæde både hr. Mollerups svar og andre troendes troværdighed, hvis de hjalp med til at gøre andre bekendt med denne viden.

Men en sådan viden kan selvfølgelig forstyrre ‘de helliges’ egne erfaringer. Og med tavsheden og uvidenheden som følgesvend kan troen endnu engang vise sig at kunne overtrumfe selv den mest veldokumenterede og videnskabeligt frembragte viden. 

Sørgeligt….

Af: Bjørn Borup

Den 1. august 2009 blev en amerikansk familiefar fundet skyldig i uagtsomt manddrab på sin 11 årige datter fordi han bad bønner for hende i stedet for at søge lægehjælp. Sagen har vakt stor interesse i hele USA.

Ifølge avisen WasauDailyHarrald blev Dale R. Neumann dømt for uagtsomt drab på sin datter fordi flere lægefaglige eksperter havde bedømt at hans datter kunne have overlevet hvis hun var blevet behandlet i tide. Datteren havde sukkersyge. Dave og hans hustru mente imidlertid at bønner var nok til at helbrede datteren. Hustruen blev dømt for mord i samme sag den 22. maj 2009.

I USA afviser en række kristne menigheder almindelig lægehjælp af religiøse årsager, heriblandt Jehovas Vidner, scientologer og medlemmer af Christian Science. Ifølge interessegruppen “Children’s Health Care Is A Legal Duty” har cirka 300 syge amerikanske børn mistet livet i løbet af de seneste 25 år, fordi deres forældre valgte at sætte deres lid til Gud i stedet for en læge.

Neumanndommen er interessant også i en dansk sammenhæng fordi den vægter liv over tro. Selvom den amerikanske lovgivning (ligesom den danske) giver borgere ret til at have en deres religiøse overbevisning ‘i fred’ for staten befæster dommen det sunde princip, at når det kommer til beskyttelse af liv må de religiøse principper vige.

Jeg kan huske at vi i Danmark har haft flere eksempler på syge personer fra Jehovas Vidner, der har nægtet at modtage blod i behandlingen af deres sygdom, fordi det er imod deres religiøse overbevisning. Senest er den kristne bevægelse Evangelist blevet politianmeldt af Sundhedsstyrelsen for kvaksalveri. Anklagen lyder på at Evangelist har bragt to menneskers liv i fare ved at fratage dem livsvigtig medicin i forbindelse med religiøs djævleuddrivelse.  

Dale R. Neumann som er såkaldt ‘new born christian’ (som forhenværende præsident George Bush), udtalte i forbindelse med sagen “I am born again from above. Jesus Christ is my Lord. My savior, he has set me free. I am his, I am not my own,” og Dale sagde yderligere…

“If I in a moment of crisis and in a moment of time, I went to anyone else but the Lord, it would not have been favorable to God”.

Disse udtalelser viser med uhyggelig tydelighed et stærkt religiøst sind som har deponeret sin egen sunde fornuft i blind tillid til Gud. Dale siger det ligeud. Han er ikke længere sin egen – han er Guds. Det betyder at han ikke kan bede andre om at hjælpe hans datter end Gud. Det ville være et blasfemisk højforræderi.

Amerikansk lov giver forældre retten til at udøve deres tro som de vil, men loven skal også beskytte liv. Retten fandt i denne sag den rette balance ved at vælge beskyttelse af liv fremfor tro. Men sagen er endnu ikke slut. Dale har allerede bebudet at han vil anke dommen. Og der vil helt sikkert være stærkt religiøse kræfter i USA, der aktivt vil støtte ham i hans apelsag. 

Af: Bjørn Borup

Irland vedtog i starten af juni måned (2009) en lov der forbyder krænkelser af religiøse følelser. Overtrædelser af loven kan medføre en bødestraf på op til 25.000 Euro.

Jeg undrer mig over hvad der har fået de Irske politikere til at vedtage denne lov (kaldet blasfemi-loven). I følge The Guardian er der ingen irske religiøse ledere endsige andre befolkningsgrupper, der har efterspurgt en sådan lov.

Men jeg kan tydeligt se det grusomme spøgelse fra terrorangrebet i New York samt tog-terror sagen i Madrid og Muhammed-krisen i denne sag. Også under Muhammed-krisen var der i Danmark folk der mente at dansk lovgivning skulle strammes så det blev forbudt at krænke religiøse følelser. Det blev gudskelov ikke til noget.

Det er dette spøgelse, der nu har været med til at skabe en latent angst blandt den vestlige verdens politikere, der med en sådan lov vil forsøge at holde de religiøse gemytter i ro.

Men sagen er at en sådan lovgivning er diskrimerende mod ikke-religiøse. Hvorfor skal religiøse mennesker og organisationer omfattes af særligt beskyttende love i et moderne demokratisk samfund og ud fra hvilke argumenter gør disse religiøse institutioner og personer sig fortjent til denne særstatus?  

Det er et voldsomt tilbageskridt for ytringsfriheden, når enkelte organisationer og personer får særbehandling, særligt når det drejer sig om et så udsvævende begreb som ‘religiøse følelser’. Enhver ikke-religiøs person, der har prøvet at diskuttere med meget religiøse mennesker ved at der ikke skal mange kritiske spørgsmål til før religiøse mennesker kan føle sig krænket og stødt.

Faktisk vil jeg vove den påstand at jo mere religiøs man er jo lettere føler man krænket fordi ens identitet og selvbillede er skabt af religionen. Når religionen kritiseres, hånes eller latterliggøres opleves det som et angreb på hele ens personlighed.

Så meget desto vigtigere er det at ytringsfriheden (friheden til at være kritisk både gennem debat og humor) også omfatter religiøse personer og organisationer da det er igennem fri, kritisk dialog/debat at vi som moderne verdsligt demokrati konstant skal udfordre de religiøse dogmer – både hos enkeltpersoner og hos religiøse organisationer og institutioner.

Som verdsligt orienterede demokratiske humanister er vores vigtigste (og eneste) våben mod religionernes dogmatisme og fundamentalisme netop stædigt at fastholde vores konstante kritiske og frie dialog med ‘de frelste’ og ‘de hellige’.

Læs også den engelske historiker A.C.Grayling’s leder i The Guardian

‘Religions don’t deserve special treatment’